Hvem er jeg
28. juli 2021
Jeg er 52 år gammel og bor i Vejen på en nedlagt landbrugsejendom på Knudevejen, sammen med min kone Annette Baltzer, som jeg har været gift med i 27 år. Jeg kommer oprindeligt fra Rødding området og min kone fra Brørup. Sammen har vi to voksne børn (Louise, 25 år og Julie, 21 år) – der begge bor og læser til dyrlæge i København.
Jeg er uddannet mejerist og efterfølgende mejeritekniker fra Dalum tekniske skole. Efterfølgende har jeg arbejdet indenfor forskellige områder af fødevarebranchen: herunder Grønvang margarine, Skare Meat Packers, Taulov mejeri og nu er jeg ansat som fabrikschef på Aquapri.
Både min kone og jeg er født og opvokset i Vejen kommune, og da muligheden bød sig, flyttede vi ’hjem’ igen.
En del af min fritid går med frivilligt bestyrelsesarbejde, herunder bestyrelsen og forretningsudvalgt for Udvikling Vejen, bestyrelsesmedlem for mejeriledere og funktionærer. Desuden har jeg i 8 år været formand for Brørup svømmebad.
Resten af min fritid bruger jeg på familie, dyrene på gården, jagt og honningproduktion.